Bilvask med 2 vaskespande – Den skudsikre vaskemetode

2 vaskespandsmetoden, er som vi siger – den skudsikre måde at vaske sin bil på. Med let øvelse, kan du lave en 100% sikker vask af din bil – og resultatet kan ses, ikke mindst af naboen !

Den er klart den mest omfangsrige hvad angår bilpleje produkter og tilbehør – men igen. Udstyret her gør forskellen på den ridsefrie bilvask.

Du skal bruge:

  1. Rindende vand fra en haveslange – rigtig gerne en højtryksrenser.
  2. En skum lanse eller en skum sprayer. Dertilhørende et forvaske-produkt eller en shampoo med samme egenskaber.
  3. 2 vaskespande med Grit Guards og gerne et Wash Board.
  4. En shampoo i høj kvalitet til selve vasken
  5. En vaskehånd eller wash pad i høj kvalitet til håndvasken
  6. Et par lækre microfiberhåndklæder i god kvalitet til aftørring af bilen med, efter vask.

Vi har samlet et komplet vaskekit som du kan finde her. Har du ikke en skum lanse, kan du finde en her

Herudover består selve metoden i følgende vaskesteps

  1. Nedspulning
  2. Forvask
  3. Afspulning
  4. Håndvask
  5. Afspulning
  6. Aftørring

1. Nedspulning

Vaskeprocessen på den perfekte bilvask, handler om at fjerne så meget skidt fra bilen som muligt. Dvs. i denne proces skal du nedspule så meget skidt fra overfladen som muligt. Start altid fra taget af og ned (det gælder forøvrigt alle vaskesteps), da skidtet følger tyngdekræften. Så nedspul først tag, så siderne og så front og bag.

Fordelen i at have en højtryksrenser i dette step er at du har et højere tryk at arbejde med. Og højere tryk kan som sagt fjerne mere snavs. Så spørger du sikkert; “Jamen, kan højtryksrenseren ikke skade min lak”? Jo, hvis den er kraftig nok, og hvis du har steder hvor lakken er begyndt at skalle eller slippe.

Vi plejer at sige, at gør det ondt på hånden – så gør det også ondt på lakken. Så hvis du er i tvivl om hvor tæt du kan gå med højtryksrenseren, så spul på din egen hånd. Når det gør ondt på hånden, så ved du ca. hvilken afstand du maximalt må gå tæt på lakken. (Pas på, det kan gøre nas!) 😉

2. Forvask

Forvasken må ikke forveksles med den første process. Hvor afspulningen handler om at spule så meget skidt af lakken som muligt, handler forvasken om noget helt andet. Forvaskens opgave er at blødgøre skidtet der sidder på lakken. Jo mindre skidtet sidder fast når du skal til at håndvaske, jo mindre energi skal du lægge i og derved mindsker du risikoen for at ridse lakken.

Det bedste resultat får du klart hvis du har en højtryksrenser. For så har du nemlig mulighed for at tilslutte en skum lanse. Skum lansen kan, som navnet hentyder, hjælpe med at lave en tyk skum som fordeles udover bilen. Dette gør det ved at blande vand, sæbe og ikke mindst luft.

I skum lansen blander du typisk shampoo eller desideret forvaskeprodukt i 1:10. Blander du federe, skal du ikke være fortvivlet. På toppen af skum lansen, kan du dosere hvor meget produkt der skal trækkes med op. Så får du blandet en smule for tyndt, kan du justerer mod + (Herved vil du doserer en federe blanding). Modsat, hvis skummet bliver for tykt, kan du justerer mod – (Herved vil du doserer en tyndere blanding).

Hvor tykt skal skummet så være? Det skal være så tykt, så du kan dække bilen og skummet kan sidde på bilen i 4-7 min og langsomt løbe af. Årsagen til det skal kunne sidde i den tid er, at det er i dette tidsrum at skummet skal blødgøre skidtet på lakken og i bedste fald løfte det op og trække det med ned af bilen.

3. Afspulning

Når skummet har siddet 4-7 min, er det nu tid til afspulning igen som i step 1. Sørg igen her for at starte med fra toppe og bilen af og ned og vær ekstra opmærksom på steder som er ekstra beskidte.

4. Håndvasken.

Processen hvor du potentielt kan komme til at skade din lak. Men læs videre her – så kommer det ikke til at ske !

Vi bruger i processen; 2 vaskespande med Grit Guards og Wash Board, en vaskehånd eller wash pad og så vores shampoo.

Årsagen til vi har 2 spande i spil, er at vi i den ene spand har rent vand og den anden vores sæbevand. I begge spande finder vi en Grit Guard og ydermere i spanden med det rene vand finder vi et wash board.

Grit Guard’enes funktion er at sørge for, at det skidt vi ikke kan undgå at få i vores vaskehånd – bliver i bunden af spandende når vi dypper vaskehånden. Grit Guarden har små lameller, der sørger for at skidtet forbliver i bunden og ikke kan blive hvirvlet op i spanden. Det mindsker risikoen for at vi trækker skidtet vi allerede har vasket af bilen, tilbage op på den. Samtidig, har Grit Guarden den funktion – at man kan gnide vaskehånden mod den, så snavs lettere løsnes fra vaskehånden.

Netop det med at gnide vaskehånden mod Grit Guarden, er for nyligt gjort lettere med Wash Boardet. Da det står lodret op af siden på spanden, gør at det er blevet langt lettere at gnide og vaske, vaskehånden.

Fyld den ene spand op med rent vand. Den anden spand fylder du 2/3 op med vand. Herefter hælder du din shampoo i spanden. Bruger du CarPro Reset, skal du ca. påfylde 2 hættefulde.

Herefter påfylder du resten af vandet i spanden med en hård stråle (evnt med din højtryksrenser), så blandingen skummer op.

Du står nu med 2 vaskespande. En med rent vand og en med shampoo.

Du starter nu håndvasken. Dyp din vaskehånd i spanden med sæbevand og start med at vaske fra taget af og ned. Arbejd i områder på størrelse hvad din armslængde kan nå. Er din bil meget beskidt, så kan du gøre områder lidt mindre – da du vil samle mere skidt op under vejs. Kør vaskehånden i lige linjer; Frem/tilbage, op/ned. Aldrig i cirkulære bevægelser. Samler du skidt op og cirkulerer – vil ridserne ses meget tydeligere end lineære ridser.

Lad være med at lægge noget tryk – heller ikke hvis skidtet ikke umiddelbart løsner sig. Så skal du bare henover området et par gange mere – så skal det nok løsne sig. Gør det ikke det, er det sikkert nedfald som skal løsnes på anden vis. Mere om det i en anden guide.

Når du har taget et område, så tager du vaskenhånden fra bilen og skyller den i spanden med det rene vand. Sørg for at gnide vaskenhånden godt mod Grit Guarden eller Wash Boardet, så du får løsnet så meget skidt som muligt.

Ta’ herefter vaskehånden op og vrid vandet ud af den. Gerne ved siden af spanden. Kig gerne på vaskehånden. Sidder der tydeligt skidt på, så dyb den igen i spanden med det rene vand indtil den er ren igen.

Tilbage med vaskehånden i spanden med sæbevandet og så tilbage på bilen.

Dvs. i denne proces går du fra vaskespand med sæbe, til bil, til vaskespand med rent vand og gentager. Med denne metoder, sørger du for at det altid er rent sæbevand du har du vasker bilen med.

Når du har taget taget, tager du sideruder, forrude og bagrude. Herefter foretrækker vi siden af bilen, for så at slutte med fronten og bagen på bilen. Dvs. vi slutter de steder hvor bilen potentielt er mest beskidt.

Når du vasker siden af bilen, så nøjes med at vaske 4/5 ned af bilen. Dvs. så du tager det nederste del af siderne til sidst. Det er delen helt i bunden eller under dørerne.

Når du er færdig, skulle du gerne stå tilbage med en spand (skyllespanden), med beskidt vand – og den spand med sæbevand skulle helst gerne være ren. Er den det – så har du med stor sandsynlighed udført en perfekt bilvask.

Og tænk så over det. Havde du kun brugt en spand – så havde du altså vasket din bil i sit eget skidt !

5. Afspulning

Tid til at få skyllet den tilbageværende sæbe af lakken. Igen, fra toppen af og ned. Der er ikke så meget hokus pokus i dette step.

Når du har spulet af – så gå gerne lige en runde omkring bilen. Hvis du kan finde nogle “Helligdage”, så vend tilbage til step 4., og udfør den korrekte håndvask på området en gang mere.

6. Aftørring

Igen – et sted vi skal være lidt forsigtige. Det kunne jo ske, at vi i step 4 ikke havde været grundige nok – så der stadig var enkelte steder der sad lidt skidt. Der kan være kroge og kanter det kan være svært at komme ind. Og når man efterfølgende spuler bilen af igen, kan noget af det kommer ud om måske ikke rende helt af bilen.

Vi anbefaler til denne proces enten af bruge et par vaffelvævede microfiber håndklæder,  et par lækre FAT BOA eller Dry Me Crazy håndklæder der kan suge meget vand.

Aftørringen starter ligesom med alt anden fra toppen af bilen og ned.

Fold håndklædet ud, så det ligger i sin fulde størrelse – og start i den ene ende af taget på bilen. Du kan enten trække håndklædet forsigtigt tilbage henover bilen, eller lade det ligge til det har suget vandet op det pågældende sted – og så herefter flytte det til et nyt vådt sted. Tør evnt. efter med et nyt tørt håndklæde der hvor håndklædet har ligget. Denne teknik virker rigtig fint på den vandrette flader på bilen, men er lidt svære på den lodrette flader.

Når du har taget, taget – fortsæt herefter til ruderne, siderne på bilen, fronten og til sidste bagklappen. Som ved håndvasken, slutter du med at tørre de sidste 4/5 til sidst. Altså de steder hvor bilen potentielt var mere beskidt.

Undervejs, så vend/fold gerne håndkæderne – så du hele tiden tørre og tørre efter med en tør side. At vende og folde mindsker igen risikoen for at skidt kommer til at ridse bilen. Når vandet begynder at blive trukket mere henover lakken end det bliver suget op i håndklædet. Så ta’ fat i et nyt.

Rigtig god fornøjelse med din bilvask !